Historisk Tidsskrift
Copyright © by Den danske historiske Forening.

Resumé:

Martina Henze

Kriminalitet på dagsordenen
Transnationale organisationer 1870 -1955

(109:2, 417)

Artiklen præsenterer en langsigtet analyse af de vigtigste transnationale organisationer med kriminalitet på dagsordenen mellem 1870 og 1955. Teoretisk-metodisk tages afsæt i den nyere forskning i transnational historie, som har fremhævet organisationernes centrale rolle i skabelsen af nutidens globaliserede civilsamfund. Sammenslutningerne analyseres både som selvstændige enheder og som styret af konkrete aktører, dvs. enkelpersoner, (erhvervs)grupper eller stater, hvis uformelle og formelle indbyrdes netværk afdækkes. Artiklens centrale tese er, at de undersøgte organisationer dannede den bagvedliggende struktur i et nyt, transnationalt, tværdisciplinært og i høj grad praksisorienteret vidensfelt, som først efter Anden Verdenskrig for alvor blev institutionaliseret på nationalstatsligt niveau under navnet kriminologi. Endvidere var organisationerne overordentlig effektive og succesfulde med hensyn til at danne et stabilt og pålideligt informationsnetværk, der igen dannede grundlag for en fælles transnational kultur til håndteringen af kriminalitet og af de kriminelle.

Undersøgelsen følger over tre perioder – før-, mellem- og efterkrigstiden – organisationernes indhold, struktur og modus operandi. Alle organisationer var decideret internationale lige fra deres grundlæggelse. Spektret rakte ellers vidt, fra mindre, lukkede fagmøder til stort anlagte, repræsentative kongresbevægelser, og fra private over semiofficielle til intergovernmentale organisationer. I mellemkrigstiden begyndte der at ske en formalisering og institutionalisering, både med hensyn til forholdet organisationerne imellem og mellem dem og de intergovernmentale organisationer. Alt i alt var der tale om et både indholdsmæssigt, organisatorisk og personmæssigt tæt sammenvævet og overlappende transnationalt netværk bestående af organisationerne, staterne og Folkeforbundet, senere FN.

Hvad angår organisationernes transnationale rækkevidde og de enkelte landes repræsentation, var de vestlige lande ikke overraskende dominerende, dog med tydelig tendens til en mere og mere global rækkevidde. I forhold til periodens storpolitiske situation udviste organisationerne en betydelig grad af uafhængighed. End ikke de to verdenskrige rokkede ved den grundlæggende præmis, at det transnationale samarbejde i form af organisationer havde etableret sig som et varigt fænomen. Tværtimod blev samarbejdet fra og med mellemkrigstiden ikke blot set som vejen frem til at løse kriminal- og socialpolitiske problemer på nationalstatsligt niveau, men også som en internationalt fredsskabende faktor. Feltets overordnede betydning manifesterede sig sluttelig i, at FN efter Anden Verdenskrig optog håndtering af kriminalitet som et af sine ansvarsområder.