|
Historisk
Tidsskrift
ARISTOKRATI OG HANDEL I STATUS-MODELLEN DE HØJERE SAMFUNDSLAGS FORHOLD AF PETER FIBIGER BANG 97:1, 1-27. (1997)
Jord eller handel? Da den nu afdøde Cambridgeprofessor Moses Finley i 1973 offentliggjorde sin bog The Ancient Economy, gav han startskuddet til en voldsom debat, der stort set har stået på siden da.(Note 1) Med udgangspunkt i Ciceros De Officiis I, 150-51 opbyggede han en model, hvori det afgørende for det antikke menneskes valg af beskæftigelse blev hensynet til dets sociale anseelse, dets status. Indenfor dette system rangerede landbrug højest, mens handel og håndværk hørte til på et noget lavere plan, idet landbrug blev anset for at gøre en mand uafhængig af andre og dermed fri. Derfor var samfundets øverste og rigeste lag først og fremmest store jordejere.(Note 2) Dermed gjorde han radikalt op med den på det tidspunkt [p. 2] stadigt vidt udbredte modernisme indenfor antik økonomisk historieskrivning. Dens doktrin var klarest formuleret af M.I. Rostovtzeff i sætningen: As far as I can judge from the evidence I have got together, the main source of large fortunes, now as before, was commerce.(Note 3) Dette brud var så småt blevet indvarslet i løbet af 1960'erne, hvor en række studier afslørede mangler i Rostovtzeff-modernismens insisteren på at forstå Antikkens økonomiske system ud fra moderne, kapitalistiske økonomiske begreber. Centralt står hér Den 2. Internationale Kongres for Økonomisk Historie i Aix-en-Provence, hvor Finley i sit bidrag annoncerede et brud indenfor udforskningen af den oldgræske økonomi. For den romerske oldtids vedkommende angreb P.A. Brunt i sit bidrag den da gældende forståelse af ridderstanden som en entreprenant købmandsmiddelklasse.(Note 4) Sideløbende hermed afslørede Finleys mentor og forgænger i Cambridge-professoratet A.H.M. Jones gennem meget kildenære studier, at det ikke blot, som modernisterne havde for vane, var tilstrækkeligt at tale om handel i brede vendinger. I stedet måtte man i de konkrete tilfælde nøje afveje omfanget og arten. På den måde kunne han for Senantikkens vedkommende vise, at handelsformuerne var langt mindre end de jordbaserede.(Note 5) Der er også grund til at nævne Sally C. Humphreys arbejder. I en artikel fra 1970 opstillede hun som mål for det spirende nybrud, at det skulle forene primitive technology, small-scale organisation and a general contempt for economic enterprise med wide-spread trade, the beginnings of banking and economic analysis...(Note 6) Det var denne opgave, Finley forsøgte at løse med The Ancient Economy. Heri samlede han nybrudets resultater og indlejrede dem i en ny helhedsforståelse til afløsning af Rostovtzeff-modernismen. Det var ikke en egentlig revitalisering af det rendyrkede primitivistiske synspunkt, som modernisterne havde forkastet i starten af dette århundrede, men af en mere moderat primitivisme oprindeligt formuleret af Max Weber. Den havde i mindre grad været et forsøg på at karakterisere Antikken som et første primitivt økonomisk stadie end en historisk tilgangsvinkels forsøg på at forstå antikken i dens anderledeshed.(Note 7) [p. 3]
Hvad Finleys bog udløste var især en voldsom diskussion om de højere lags forhold til handel og naturen af antikkens økonomiske system i det hele taget. Et område, som har stået centralt i debatten, er det romerske samfund og imperium fra begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr. til begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. Finleys afløser som professor i Cambridge, Keith Hopkins har under betydelig inspiration fra sociologien forsøgt at opstille en række modeller, der i moderat opposition til Finley sammenfatter udviklingen indenfor denne periode. Han fremhæver en række indicier på, at den økonomiske aktivitet og herunder handelen har haft et højere aktivitetsniveau end både før og efter.(Note 8) Sammenhængende hermed er det i den periode, at slaveriet når sin største udbredelse i Italien ansporet af de konstante romerske krige i 2. århundrede f.Kr. Disse blev udkæmpet af den romerske bondesoldat. Han blev derfor i mange tilfælde tvunget til at forsømme sin gård, der herefter blev overtaget af aristokratiet og dyrket gennem slaver fanget i de selvsamme krige.(Note 9) Først mod slutningen af perioden begynder der at dukke tegn op på en relativ svækkelse af slaveriets betydning for aristokratiets produktion. Disse har Finley selv overbevisende forbundet med udviklingen bort fra den klassiske periodes polissystem til senantikken markeret ved, at den frie befolkning som følge af et fald i status nu syntes mere villig til at arbejde på anden mands jord.(Note 10) Denne tolkning havde den senere danske rigsantikvar, Poul Nørlund i øvrigt allerede foregrebet i sin disputats Det romerske slavesamfund under afvikling fra 1920, hvis grundlæggende historiske tilgang til antikken i meget er beslægtet med Cambridge-skolens.(Note 11) Perioden udgør derfor strukturelt en enhed, som det skulle være muligt at analysere i sin helhed. Alene på grund af kildematerialet vil den romerske senatorstand indtage en vigtig position i analysen. Men eftersom toppen af ridderstanden og de lokale eliter rundt omkring i imperiet gradvist blev optaget i senatorstanden, og man iøvrigt synes at have [p. 4] haft den samme idelogi i spørgsmålet om jord og handel, vil imperiets ledende lag i bred forstand blive inddraget.(Note 12)
I sin anmeldelse af The Ancient Economy angreb Oxfordhistorikeren og -arkæologen Martin Frederiksen Finleys status-model for at være for bastant og derfor ude af stand til at indfange det romerske aristokratis faktiske forhold til handelslivet. Han betvivlede eksistensen af en ideologi, som entydigt gjorde handel til et lavstatusområde, og henviste til, at Cicero i De Officiis ikke har så meget at indvende mod handel i stor stil: Men handel, hvis den er i lille målestok, må anses for skændig. Hvis den derimod er i stort og rigeligt format, hjembringer mange varer fra alle verdenshjørner og fordeler dem til mange folk uden svig, bør den ikke lastes i synderlig grad. Ja, hvis den mæt eller snarere tilfreds med udbyttet, som ofte fra havet ind i havnen, begiver sig fra havnen til jordbesiddelser på landet, så synes den med største ret at kunne roses.(Note 13) Dette aspekt er senere blevet frugtbart videreudviklet og præciseret af Andrew Wallace-Hadrill. Han gør opmærksom på, at eliten ganske rigtigt så ned på handelsfolk og håndværkere, men på den anden side var disse samme byerhverv nødvendige for at frembringe de forskellige luksusprodukter, der var forudsætningen for elitens livsstil. Dermed bliver opfattelsen af disse erhverv præget af en vis dobbelthed.(Note 14) Og det var med udgangspunkt i en intuitiv fornemmelse for dette, at allerede Frederiksen gik videre til at kritisere Finley for at undervurdere handels- og håndværkssektorens betydning for aristokratiets indtægter ved at se bort fra involvering via mellemmænd.(Note 15) Det synspunkt er blevet videreført af Harvard-forskeren John D'Arms, der med nær forbindelse til Frederiksen i en række arbejder har forsøgt at spore senatorstandens involvering i handelslivet. I disse tegner han et meget optimistisk syn på [p. 5] dennes omfang og fremsætter den formodning, at en række af senatorernes formuer må have haft deres oprindelse i handelsaktiviteter.(Note 16) Dermed er der dog forbundet en række metodiske problemer. Først og fremmest kan man næppe dokumentere en senatorformues oprindelse i handelsaktiviteter ved at påvise en øjeblikkelig involvering i handelslivet ved siden af store jordejendomme. Derudover leder kildematerialets svage natur ham ud i en række luftige gætværkskonstruktioner om konkrete tilfælde af involvering i handelslivet, hvor tilbageholdenhed måske mere havde været på sin plads. Eksempelvis gør han senatoren C. Sempronius Rufus til formodet parthaver i et postuleret societas med to andre forretningsfolk. Det sker alene på baggrund af en oplysning i et af Ciceros breve, hvoraf det fremgår, at der har været en retslig strid mellem Sempronius Rufus og den ene af de to andre forretningsfolk - en strid hvis indhold vi intet kender til!(Note 17)
En stor del af de eksempler på handelsinvolvering gennem mellemmænd, der er blevet fremlagt mod Finleys model, har været kendt længe. Men da de er få, betragtede Finley dem som undtagelser og derfor uden betydning for det overordnede billede.(Note 18) Spørgsmålet er imidlertid, om dette uden videre er rimeligt, hvis man inddrager kildematerialets generelle karakter i overvejelserne. Den altovervejende del af kilderne er skrevet af aristokrater for aristokratiet og er således præget af de her- [p. 6] skende sociale konventioner indenfor dette samfundslag. Derfor må man a priori forvente, at et eventuelt engagement i handelsaktiviteter ikke stilles til skue på grund af disses lave status. I det hele taget benyttede man sig af et diskret sprog, når talen faldt på forretninger i enhver forstand. Herom vidner Ciceros hyppige brug af ordet negotium i 13. bog af ad Familiares. Ofte skrives der ikke andet end denne term, og der kan derfor være tale om alt lige fra inddrivelse af gæld til konflikter omkring jordejendom - og handel.(Note 19) Årsagen må søges i senatorernes selvopfattelse, hvorigennem de forbandt besiddelsen af store jordejendomme med friheden fra at arbejde for livets opretholdelse. De tillod derfor senatoren at koncentrere sig om livets sande indhold: Politik og filosofi.(Note 20) Herved bliver den distancerende sprogbrug forståelig. At der er grund til at tage sådanne overvejelser alvorligt, afslørede en af Cambridge-kredsens mest fremtrædende medlemmer, Peter Garnsey, i studien Urban Property Investment fra 1976. Heri påviste han, at en ganske betragtelig del af Ciceros indtægter stammede fra ejendomme i byer herunder taberner - ikke det man ville forvente udfra statusmodellen.(Note 21) Garnsey har i få ord formuleret problemet: A senator writing for a public audience if not for posterity would not fight shy of identifying himself or a peer as a rural landowner. But residential rents were a subject mainly for private correspondence with agents or friends.(Note 22) Man kan derfor ikke ubetinget tage de romerske aristokraters billede af sig selv for gode varer, men må være på vagt, når vi engang i mellem får et glimt af forholdene bag scenen.
Det betyder dog ikke, at man kan kaste al forsigtighed over bord. Den ovenfor omtalte bog af D'Arms afslører, ganske vist mod sin vilje, de voldsomme problemer med at udnytte det materiale, der kan pege i retning af konkrete aristokraters aktive indblanding i handelssektoren. Alt for ofte tvinges man til usikre gæt. Det skyldes ikke mindst problemerne med at udnytte det epigrafiske materiale til at etablere sikre forbindelser til historisk kendte senatorer. Disse problemer vil man kunne overbevise sig om ved at tælle antallet af spørgsmålstegn i T.P. [p. 7] Wisemans index i New Men in the Roman Senate 139 B.C.- A.D. 14 over senatorers og deres slægtninges forretningsaktiviteter.(Note 23) Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at det materiale, der faktisk eksisterer, entydigt tildeler jordbesiddelser en central placering. I sin monumentale Senatorial Wealth and Roman Politics fra 1975 har Israël Shatzman gennem en prosopografisk studie over senatorstandens økonomiske interesser fra udgangen af 2. Puniske Krig til principatets indførelse dokumenteret, at besiddelsen af jordejendomme udgjorde kernen i senatorernes økonomiske aktiviteter.(Note 24) I den sammenhæng er det nok så interessant, at jord ikke blot var det, man priste ved højtidelige lejligheder. Det var også det man forbandt med folk af høj position. Da Horats i en satire takker Maecenas for god behandling på trods af sin ringe byrd (han var søn af en frigiven), er det netop store jordbesiddelser, han forbinder med højtstående folk. På samme måde forholder det sig, når Martial i et af sine epigrammer skal skildre en lavtstående person, der lyver sig til en høj position. Da lader Martial ham prale med sine rige jordbesiddelser.(Note 25) Sammenholder man derfor den store betydning kilderne generelt tillægger jordbesiddelser med deres tendens til at underbelyse forbindelser til den kommercielle sektor, bliver det interessant at spørge, om ikke disse forbindelser med den hollandske historiker Henri Plekets ord kan beskrives som a sideline..., but a structural one, so to speak?(Note 26) Dette vil ikke betyde en opgivelse af status-modellen, men en nuancering i forhold til en håndfast tolkning. Statusideologien kan således anskues som en god retningsgiver, men ikke en altdeterminerende størrelse. Mere kan man næppe forlange af en social ideologi. Skønt Finley i kampens hede nok argumenterede for en mere rigid forståelse af fænomenet, gjorde han dog heller ikke krav på mere: Stated differently, a model of economic choices,..., in antiquity would give considerable weight to this factor of status. I do not say it was the only factor or that it weighed equally with all members of any order or status-group, nor do I know how to translate what I have said into a mathematical equation.(Note 27) [p. 8]
En undersøgelse af ovenstående spørgsmål kan passende tage sit udgangspunkt i Plutarks beskrivelse af Cato den Ældre. Heri finder man vel nok det mest åbenlyse, overleverede eksempel på en aristokrat, der involverer sig i handelslivet. Det lyder: Han (Cato) benyttede sig også af den mest ildesete form for pengeudlån, nemlig til skibe, efter følgende fremgangsmåde. Han opfordrede låntagerne til at sammenkalde mange i et kompagni. Og når de var blevet 50 og lige så mange skibe, tog han selv én andel gennem Qvintio, en af hans frigivne som var beskæftiget med låntagerne, og sejlede sammen med dem.(Note 28) Dette citat optræder i en passage, hvori Plutark fortæller, at Cato med tiden kom til at betragte agerbrug (γεωργία) mere som underholdning end indtægtskilde og derfor investerede sin formue i andre ting - heriblandt altså lån til skibe/bodmerilån. Men blandt disse andre investeringer spillede jordejendom og landbrug stadig en fremtrædende rolle, således købte han græsgange, skovarealer samt hede kilder, hvoraf de sidste kunne overlades til valkere.(Note 29) Hvis det derfor ikke forekommer usandsynligt, at forfatteren til De Agricultura skulle have forladt agerbruget, udgør engagementet i handel dog stadig kun én ud af flere indtægtskilder. Imidlertid er det sandsynligt, at Plutark for effektens skyld har overdrevet sin beskrivelse. Andre steder i biografien fremhæves netop Catos livslange forhold til agerbruget (fx §25), der da også i forordet til De Agricultura betegnes som en sikker indtægtskilde.(Note 30) Alt i alt er Catos involvering i handels- og udlånsvirksomhed derfor et godt udgangspunkt for at undersøge de højere lags handelsinvolvering som en nebengeschäft. Den nøjagtige karakter af forretningen er lidt uklar,(Note 31) men det er mindre væsentligt i denne sammenhæng. Vigtigere er det for en status-betragtning, at Catos aktivitet beskrives som den mest ildesete form for pengeudlån. Denne kritik har vakt en del undren og man har haft svært ved at forklare den, idet bodmerilån i antikken indtog en særstilling på grund af den ekstremt høje risiko, der var forbundet med at yde dem. De var således heller ikke omfattet af den eksisterende [p. 9] ågerlovgivning.(Note 32) Måske kunne man med udbytte inddrage den videre sammenhæng, som udsagnet indgår i? Det forekommer i en passage, hvor Plutark beskriver Catos økonomiske aktiviteter, og som afsluttes: Men Cato var nu for heftig/voldsom, da han vovede at give udtryk for den overbevisning, at den mand var beundringsværdig og nærmest gudelignende, som i sine regnskabsbøger efterlod mere, som han selv havde tilføjet, end han havde arvet.(Note 33) Det centrale er altså, at Cato var lidt vel optaget af pekuniære forhold for Plutarks smag. Her bliver det af interesse, at forretningen med bodmerilånene foregår gennem (διά) en af Catos frigivne. Ciceros tale Pro Sextio Roscio Amerino kan hjælpe med til at illustrere den sociale betydning af det forhold. Heri bygger Cicero sit forsvar for Sextius Roscius op omkring et modangreb på Sullas nærtbetroede frigivne Chrysogonus. Dermed risikerer han at blive mistænkt for at angribe Sulla, hvorfor han gang på gang må indskærpe, at Chrysogonus har handlet på egen hånd og ikke med sin patrons vidende. En aristokrat med en stor familia kan ikke altid ifølge Cicero være ansvarlig for sine undergivnes handlinger - af og til er de ude i eget ærinde. En stor del af talens nerve kommer dermed til at sitre omkring denne ambivalens: Sulla eller Chrysogonus?(Note 34) Man vil måske indvende, at eksemplet er dårligt valgt, idet Cicero næppe havde noget andet valg end at drage dette skel, hvis han havde sin politiske fremtid og liv kært. Men netop det ekstreme i situationen hjælper til at indstille fokus. Også på et mindre spændt niveau kan man iagtage denne ambivalens. En række eksempler findes således i 13. bog af Ciceros breve Ad Familiares, hvor en lang række af hans anbefalingsskrivelser er samlet. Det 21. brev er i så henseende eksemplarisk. Det er en anbefaling af M. Aemilius Avianius' forretningsfører (procurator) og frigivne Gaius Avianius Harmonius til Servius Sulpicius. Dette sker dels med Harmonius i funktion som Aemilianus Avianius' forlængede arm, dels med Harmonius i funktion som en selvstændig person i sig selv (suo nomine). Cicero opfandt ikke en skelnen til lejligheden, den var en eksisterende mulighed.(Note 35) Med denne dobbelttydighed synes der strukturelt at opstå en distance mellem patron og frigiven, som svarer til den ovenfor behandlede [p. 10] distancerende sprogbrug. Mon ikke denne distancering var et væsentligt element i Catos engagement i handel og långivning? Det kunne Petronius' berømte romanfigur den frigivne Trimalchios beretning om sin egen »forretningskarriere« antyde. I hvert fald synes det meningsfuldt at se en sådan mekanisme på spil, når han siger: Efter jeg kom til at eje mere, end hele min fødeby havde, gjorde jeg holdt. Jeg trak mig tilbage fra forretningerne og begyndte at finansiere frigivne.(Note 36) For det hér gennemførte synspunkt er det centrale, at han efter at have opnået en stormands formue netop trækker sig tilbage, distancerer sig fra aktiv medvirken og nu finansierer sine frigivnes aktiviteter helt parallelt til Catos engagement gennem Quintio. Mens Trimalchio ikke finder nåde for sine aristokratiske ambitioner hos Petronius, fordi han som frigiven på forhånd er diskvalificeret i en aristokratisk verden, forholder det sig sikkert anderledes med tilfældet Cato. Formodentlig har distanceringsmekanismen - samtidig med at hans aristokratiske basis i landejendom var uanfægtet - muliggjort en involvering, uden han af den grund behøvede at frygte at blive betragtet som en ussel kræmmer.(Note 37) Hér får oldtidsmennesket Plutarks generelle tegning af Catos karakter betydning. Hos ham fremstår Cato som en mand af fornem karakter, men også som en meget fast karakter, hvilket af og til får ham til at gå lidt længere end Plutark synes om. I de tilfælde uddeler han da kritik, men det er aldrig en kritik, der alvorligt betvivler Catos »sande adel« og høje status. Tværtimod portrætterer Plutark ham sammen med grækeren Aristeides, fordi de begge hævede sig til magt og ære i staten i kraft af deres egen fortræffelige karakter og styrke (αρετὴ καὶ δύvαμις) og ikke i kraft af en arvet position.(Note 38) Fra Plutarks kritik er der langt ned til den grad af forsmædelse, som Tacitus skildrer hos en sen efterkommer af den berømte Graccherslægt. Ifølge Tacitus voksede denne op mellem landflygtige og folk, der var ubekendte med de beskæftigelser, der anstod sig for en fri mand. Som voksen ernærede han sig ved at handle med usle/smudsige varer. Hans aristokratiske identitet er med andre ord under [p. 11] opløsning. Dette understreges af, at Tacitus må konstatere, at graccherætlingen på trods af denne fornedrelse alligevel blev udsat for de farer, som fulgte med høj stand og rang.(Note 39)
I stedet for nu at fortsætte undersøgelsen med diskussion af flere enkelttilfælde, som man altid vil kunne mistænkeliggøre udfra repræsentativitetsbetragtninger, vil det være mere frugtbart at spørge, om Cato-eksemplet kan forstås indenfor det romerske samfunds generelle institutionelle ramme? Her er de romerske juristers overleverede skrifter af stor interesse, idet de gennem fortolkning af lovene forsøger at udstikke nogle rammer for det romerske samfunds institutioner.(Note 40) I disse skrifter diskuteres en enorm mængde af konfliktsituationer, og derigennem får man et ganske rigt indtryk af sociale forhold, som det øvrige kildemateriale ikke i samme grad går tæt på. En ofte påpeget mangel ved den juridiske litteratur har været, at den i høj grad afspejlede de øverste lags problemer og interesser. Men for denne undersøgelse er det snarere et fortrin, da det netop er disse lags forhold til handelssektoren, som undersøges. Udnyttelsen af materialet er dog ikke problemløs. Som ved alle lovgivningsmæssige kilder er de i første omgang et udtryk for et ideelt syn på udseendet af den sociale realitet. Imidlertid synes de romerske juristers eksempler at tage udgangspunkt i realistiske situationer og ofte endda i faktiske sager, hvorfor de med en smule forsigtighed kan benyttes. Et langt alvorligere problem er det, at de ikke er overleveret, som forfatteren efterlod dem, men stort set kun findes i Kejser Justinians store lovværk Digesta fra 533 e.Kr. Heri befalede han at samle den klassiske juristlitteratur, der hovedsageligt var blevet til i tiden mellem Augustus og De Severiske Kejsere. Men det skulle ske ved opbrydning af de forskellige værker, hvoraf de relevante passager skulle grupperes omkring bestemte sagsforhold, fx patronatsret eller frigivelser. Da lovværket skulle være gældende ret, befalede han at tilpasse citaterne denne, og ligeledes måtte eventuelle uoverenstemmelser mellem de forskellige jurister rettes for at undgå inkonsistenser. Omfanget af disse inter- [p. 12] polationer har været vurderet vidt forskelligt, og meget lidt materiale har undgået mistanke. I de senere år er man, som i hele den klassiske filologi, dog blevet noget mere tilbageholdende med at se interpolationer. Man er nu knapt så tilbøjelig til at vurdere forfatterne udfra en bestemt »klassisk« sproglig norm og »tillader« dem af og til at formulere sig mindre formfuldendt. Det er derfor muligt med nogen forsigtighed at danne sig et indtryk af den juridiske tilstand i de første to århundreder e.Kr., særligt når det som hér drejer sig mere om at supplere billedet af den sociale struktur gennem det juridiske materiale end at kortlægge udviklingen af juridiske detailspørgsmål. Dermed kommer de første to århundreder af undersøgelsesperioden desværre ikke med, men alene af pladshensyn må det være sådan. Problemet er dog mindre end det synes, idet kernen i de institutioner, der vil blive behandlet, allerede blev dannet i løbet af den romerske republik, hvorfor de to perioder ikke kan betragtes som væsensfremmede.(Note 41)
Det centrale element bag Catos tilknytning til den kommercielle sektor var brugen af den frigivne Quintio som forvalter af forretningen. Kernen i forholdet mellem frigiver, dvs. patron, og den frigivne lå i den sidstes juridisk understøttede pligt til at udvise patronen obsequium (respekt) og officium (pligttroskab og tjenstvillighed). Disse krav var kun defineret vagt, men indebar bl.a. begrænsninger i den frigivnes mulighed for at rejse retslige anklager mod sin patron eller en forpligtelse til på forespørgsel at tage sig af patronens anliggender.(Note 42) Dette må ses på baggrund af, at patronen med frigivelsen havde ydet sin tidligere slave et enestående værdifuldt beneficium, som derfor ideelt set placerede slaven i et livslangt taknemmelighedsforhold til sin velgører.(Note 43) Den frigivne bliver således at forstå som en særlig nært tilknyttet klient, og de romerske jurister opfattede derfor forholdet på linje med en far-søn relation: For en frigiven og en søn bør faderens og patronens person altid synes ærværdig og [p. 13] ukrænkelig.(Note 44) Forholdet bliver dermed gensidigt, og patronen måtte være villig til at understøtte en frigiven i trang, hvis han ville bevare sine patronatsrettigheder.(Note 45) I forlængelse af den frigivnes pligt til at udvise obsequium og officium kunne man ved frigivelsen aftale, at den frigivne skulle yde sin patron en række dagsværk, de såkaldte operae. De kunne fx bestå i håndværksmæssigt arbejde, men også i at besørge nogle af patronens forretninger eller opholde sig i hans følge.(Note 46) I kejsertiden gaves der juridisk en række muligheder for, at den frigivne kunne fritages fra pligten til at yde operae. En væsentlig fritagelsesmulighed var, hvis den frigivne fik to børn født i frihed. Ligeledes var nogle af de formodentlig talrige slaver, der blev frigivet gennem testamentariske bestemmelser, i stand til at undslippe kravet om operae, omend langt fra alle.(Note 47) Peter Garnsey har desuden i studien Independent Freedmen and the Economy of Roman Italy under the Principate fra 1981 forsøgt at argumentere for, at de slaver, som benyttede sig af den udbredte praksis at betale patronen for deres frihed med midler fra peculiet, undslap de fleste forpligtelser overfor patronen, herunder operae. Den bestemmelse, som Garnsey henviser til, er dog først givet under Marcus Aurelius og hans medkejser Verus, dvs. i løbet af 160erne e.Kr., og kan ikke spores længere tilbage, hvorfor den under alle omstændigheder kun har marginal betydning for denne undersøgelse. Imidlertid er tolkningen langt fra entydig. Poul Nørlund tolkede bestemmelsen til at gælde den slave, der havde fået en tredje mand til at frikøbe ham for penge, han selv havde skaffet. Hvis transaktionen derimod foregik ved, at slaven gennem en aftale med sin herre selv frikøbte sig for midlerne i peculiet, blev patronatsretten ikke indskrænket, idet herren under alle omstændigheder havde ydet slaven et beneficium.(Note 48) Diskussionen af den belastning, som operae har udgjort på gruppen af frigivne i sin helhed, lader sig næppe afklare, dertil er materialet i Digesta simpelthen for uklart. Der er ingen tvivl om, at nogen har undgået operae, mens andre kun i mindre omfang er blevet dem pålagt. [p. 14] På den anden side kan man have sine tvivl om, hvorvidt de bestemmelser, som blev nedlagt til at begrænse mængden af operae, altid var lige effektive. Til tider antyder juristernes afgørelser, at ydelsen af operae langt fra altid fandt sted på baggrund af lovene eller en indgået kontrakt. Eksempelvis finder man Modestinus indskærpe, at en frigiven, der har ydet operae uden kontraktlig forpligtigelse, ikke kan tvinges til fremover at yde dem.(Note 49)
Nøglen til at forstå problemet omkring operae kan Poul Nørlund meget vel have givet i sin disputats fra 1920. Her gjorde han opmærksom på, at skellet mellem operae og den frigivnes generelle forpligtigelse til at yde obsequium og officium langt fra altid var klart. Det fik ham til at fremsætte den formodning, at den nøjagtige afgrænsning af operae for mange frigivne i praksis har været af sekundær betydning, medmindre de ønskede at bryde forbindelsen til patronen.(Note 50) Relevansen af den formodning kan en tekst af Epictetus illustrere: »Hvis jeg er blevet frigivet«, siger han,» så vil alt straks være lykke, jeg skal ikke tage hensyn til nogen. Jeg vil tale til enhver som ligemand under lige forhold. Jeg vil gå, hvorhen jeg ønsker ...« Så bliver han frigivet, og straks har han ikke noget sted at spise. Han søger derfor en, han kan smigre, og hos hvem han kan spise ..., og får han et sted at spise, er han kommet i et meget tungere slaveri end det første ...(Note 51) For mange slaver har det sandsynligvis været mest fordelagtigt at fortsætte i herrens tjeneste, men nu som en fri mand. Den praksis var da heller ikke sjælden. Det var ikke blot Cato, der benyttede sine frigivne til forretninger.(Note 52) Brevsamlingerne efter Cicero [p. 15] og Plinius d. Yngre nærmest vrimler med frigivne i deres patrons tjeneste, og også retskilderne dokumenterer denne praksis. Således finder man et eksempel på en frigiven, der fortsætter driften af en bankforretning efter sin frigivelse.(Note 53) Han virkede som institor. Med det forstod man en person, der var nedsat som bestyrer af en andens forretning og dermed stod for den daglige drift. Juridisk begyndte man formodentlig at definere rammerne for institorens virke i slutningen af det 2. århundrede f.Kr., men materialet i Digesterne er primært fra romerrettens klassiske periode. Heri nævnes som mulige beskæftigelser ind- og udlånsvirksomhed, bestyrelse af en taberna og i det hele taget alle former for køb og salg. Institor kunne også sættes til at styre et skib og herunder bedrive søhandel.(Note 54) En anden mellemmandsinstitution af interesse er procuratoren. Ofte var han »chef« for herrens husholdning og må i den forbindelse også have stået for at udnævne institores. Ydermere blev han ofte benyttet som forretningsagent, der skulle varetage forretninger i »fremmede havne.«(Note 55) Set på baggrund af den just beskrevne situation for mange frigivne, giver det mening at spørge, om ikke en stilling som enten procurator eller institor kan betragtes som et nyt beneficium fra patronen til den frigivne? I den forbindelse har Jens Erik Skydsgaard i sit korte, komprimerede og nybrydende bidrag The Disintegration of the Roman Labour Market and the Clientela Theory til Den 6. Internationale Kongres for Økonomisk Historie gjort opmærksom på, at clientela ikke blot må forstås som et moralsk, politisk forhold, det har også en økonomisk dimension. Således kan fides, det centrale begreb til beskrivelse af loyalitetsforholdet mellem patron og klient, også betyde »kredit«. Patronens beneficium til klienten kan dermed også være et lån. En anden mulighed kunne være, at klienten fik en taberna i leje. Mange handelsfolk var økonomisk uformående, så lejemålet på en taberna kunne være deres livsgrundlag.(Note 56) Desværre er Skydsgaards studie fuldstændig overset i den internationale debat. Måske fordi den allerede var et forsøg på at tage afsæt i The Ancient Economy fra året før og komme videre, mens resten [p. 16] af verden stadig havde nok at gøre med blot at fordøje Finleys radikale brud med det hidtidige paradigme. Skydsgaards betragtning er også relevant for Catos bodmerilån. For Athen, hvor materialet er bedre, er det blevet påvist, at disse lån var afgørende for de handlendes mulighed for at udøve deres erhverv. Athen er ikke Rom, men eksistensen af den samme institution tyder på parallellitet. Der eksisterede således en række måder, hvorpå eliten gennem frigivne og klienter mere eller mindre direkte kunne få del i handelssektorens overskud.(Note 57) Muligheden for at drive forretning gennem slaver er endnu ikke nævnt. Men den var også tilstede, dels kunne de fx varetage institorfunktionen, dels kunne de udstyres med et peculium, på baggrund af hvilket de selvstændigt kunne drive forretning.(Note 58) Deres forretningsførelse bliver dermed parallel til de frigivnes og de øvrige klienters.
Det er svært at afgøre omfanget af disse investeringsformer. Men når mange handlende har haft behov for økonomisk understøttelse i en eller anden form, antyder det, at fænomenet næppe kan negligeres. Andrew Wallace-Hadrills byarkæologiske studier af Pompeji peger i samme retning. Her finder man ofte tabernae nært tilknyttet elitens huse. Det arkæologiske materiale kan ikke afsløre det konkrete forhold mellem husets ejer og tabernarius, men en institorrelation må være et godt bud. Også i Rom synes dette forhold at kunne eftervises. Livius oplyser således, at selv en række af nobilitetens prominenteste medlemmer havde tabernae i deres huse bl.a. Scipio Africanus.(Note 59) Dette gør det rimeligt også at inddrage de aristokratiske lag som potentielle ejere af nogle af de mange tabernae, som ikke direkte kan knyttes til en aristokratisk husholdning. Det er næppe sandsynligt, at Cicero skulle være den eneste senator, der ejede en ejendom af ene tabernae, som den han kom i besiddelse af i Pompeji.(Note 60) De såkaldte horrea understøtter dette. Fra disse ser vi i Roms indskriftsmateriale senatorer udleje lager- og butiksrum gennem slaver og frigivne.(Note 61) [p. 17]
I artiklen om de uafhængige frigivne og kort efter i sit bidrag til Finleys festskrift Trade in the Ancient Economy fra 1982 har Peter Garnsey udtrykt stor skepsis overfor at betragte aristokratisk investering i handel via mellemmænd som et generelt fænomen. Når det epigrafiske materiale tilsyneladende viser, at de frigivne dominerede handelssektoren, skal vi ikke af den grund straks få mistanke om en bagmandsvirksomhed. I stedet har han argumenteret for at betragte dem som en bourgeoisilignende gruppe, der havde opnået uafhængighed af deres patroner.(Note 62) Går man lidt nærmere på dette quasi-bourgeoisi, kommer der dog noget »flimmer på skærmen«. Med i denne gruppe af uafhængige frigivne medtager han således også institores. Men det forhold, at de i den daglige drift kunne agere på egen hånd, gør dem næppe i nogen meningsfuld betydning af ordet til uafhængige. Dette kan næppe heller siges at gælde de institores, der udnyttede de muligheder, som gaves til uden for deres institor-bemyndigelse at gøre forretninger for egen regning. Tværtimod må sådanne muligheder meget ofte være opstået direkte i forbindelse til den forretning, de drev for deres patron. Det antyder forsøgene i Digesta på at klargøre skellet mellem forretninger institor foretager for sin patron, og dem han foretager for egen regning.(Note 63) Ydermere er der i Ciceros korrespondance en række eksempler på frigivne, der via deres patrons bekendtskab med andre indflydelsesrige folk også får adgang til at gøre sig fortjent til disses beneficia. Det kan fx være en anbefaling af den frigivnes egne forretninger ved siden af patronens som ved den ovenfor behandlede Harmonius.(Note 64) En væsentlig mangel ved Garnseys behandling af de frigivne er, at han ikke har blik for de fordele, en frigiven kunne opnå ved at bevare en nær kontakt til sin patron. Derfor lokaliserer han kernen i sit bourgeoisi [p. 18] blandt de velstående frigivne, der i indskriftsmaterialet manifesterer sig som indehavere af den udgiftskrævende ærespost sevir augustalis. Som eksempel på en sådan formodentlig uafhængig frigiven kan nævnes købmanden Quintus Capitonius Probatus, der havde flere frigivne under sig og opnåede seviratet i både Lyon og Puteoli.(Note 65) Det er heller ikke rimeligt at afvise, at et betydeligt antal frigivne har fungeret frigjorte fra patronen. Kernen i denne gruppe var formodentlig testamentarisk frigivne. Var de samtidig så heldige, at patronen efterlod dem en arv, har mulighederne for en succesfuld karriere sikkert været gode, som Garnsey skriver. Samtidig peger eksemplet med Probatus også på det vigtige forhold, at det ikke kun var de øverste lag, som havde frigivne. Det var også normalt, at købmænd og håndværkere havde frigivne tilknyttet forretningen. Sådanne frigivne kan man ikke se bort fra, når man skal vurdere ophavet for de mange frigivne i den kommercielle sektor.(Note 66) På den anden side har Finleys elev Richard Saller i sine originale studier over kejsertidens clientela-system påpeget, at det epigrafiske materiale synes at underbelyse fænomenet. Kun sjældent afslører indskrifter over frigivne, om de stod i et klientforhold til en patron.(Note 67) I sin klassiske monografi fra 1928 over kejsertidens frigivne, der i kraft af et gennemført tekstnært filologisk, men til tider metodisk naivt udgangspunkt på mange måder foregreb Finleys ideer om status, advarede allerede A.M. Duff imod at være altfor optimistisk i vurderingen af de succesfulde frigivnes uafhængighed. En ærespost som sevir augustalis var ingen garanti for uafhængighed. Han påpegede således, at der er belæg for patroner, som finansierede deres frigivnes sevirat, fx ridderen L. Caecilius Optatus. Han donerede penge til et municipium på den betingelse, at mine frigivne og mine frigivnes frigivne, som opnår seviratet, skal være [p. 19] fritaget for dets byrder.(Note 68) Den trofaste frigivne kunne med andre ord håbe på, at en indflydelsesrig patron ville bane ham vejen for social opstigning dels ved direkte beneficia dels ved fordele for hans forretning. Måske kunne han så med tiden se sine sønner indtage pladser i municipalrådene rundt omkring i riget. I den forbindelse er det interessant, at det juridiske kildemateriale afslører, at frigivne af og til fik tilstået en gård af deres patron.(Note 69) Det er derfor et godt spørgsmål, om ikke den frigivne, som forblev i et nært patron-klient forhold, leverer en stor del af forklaringen på, at mange sønner og børnebørn af frigivne tilsyneladende opnåede et sæde i municipalrådene? Berømte exceptionelt succesfulde frigivne som Sullas Chrysogonus og Claudius' Pallas opnåede ikke kun deres position ved forbrydelser, men også ved at udnytte de muligheder for at skabe sig en formue, der naturligt fulgte med en nært betroet position i et aristokratisk hushold. Disse muligheder var blot meget større i de to tilfælde, fordi dictatoren Sulla og kejseren Claudius i kraft af deres position i magt og indflydelse stod langt over de øvrige aristokrater.(Note 70) I det mindre plan får vi et nærbillede af en sådan afhængig, succesfuld frigiven i C. Curtius Mithres. Han opbyggede en rig husstand i Ephesos, som bl.a. inkluderede interesser i jordejendom. Samtidig bevarede han en tæt kontakt til sin patronus og dennes amici, hvorfor han kunne benytte sig af deres støtte til sine forretninger. Til gengæld måtte han regne med at stille sin arbejdskraft, hus og formue til rådighed for sine velgører, hvis de havde brug for hans hjælp. Skellet mellem patron og frigiven har med andre ord formodentlig ofte været sløret.(Note 71) Dermed rejser Garnseys arbejder spørgsmålet om, hvad uafhængighed vil sige i det romerske samfund. I Cicero's taler mod Verres optræder således en gruppe velstående købmænd fra Puteoli. Denne synes at inkludere frigivne, som nu driver forretning uafhængigt af deres [p. 20] patroner.(Note 72) Men dette er jo netop ikke ensbetydende med, at de ikke behøver patroner. Tværtimod har købmændene overladt deres sag til Cicero for at få oprejsning overfor Verres. Naturligvis er sagen speciel, men netop hjælp i retslige spørgsmål synes til stadighed at have været en af patronens væsentligste opgaver. Det er hér ikke uvæsentligt, at klientelisme i praksis fungerede som en integreret del af retssystemet.(Note 73) Den lige nævnte Curtius Mithres optræder i en sammenhæng, hvor Cicero anbefaler ham til statholderen i en retstvist angående jord. I det hele taget var det formodentlig ofte vigtigt med en patron til at sikre ens interesser og mål - om ikke andet så for at have en anbefaler. Således finder vi også Cicero forsøge at skaffe kornkøbmanden C. Avianus Flaccus nogle privilegier angående levering af korn til forsyningen af Rom.(Note 74) Da Cicero i sin 2. tale mod den forbryderiske provinsguvernør Gaius Verres skal illustrere værdien af den romerske borgerret, udbryder han med vanlig patos: Fattige folk af ringe byrd besejler havene og ankommer til steder, som de aldrig før har set, hvor de hverken er kendte blandt dem, hvortil de er kommet, eller altid kan være sammen med folk, der kan sige god for dem. Dog alene i tillid til deres borgerskab... regner de med at være sikre.(Note 75) Der er næppe tvivl om, at Cicero hér smører tykt på for den retoriske effekts skyld. For ham gælder det om at vise, hvor exceptionel en forbrydelse Verres har begået ved at dræbe en romersk borger istedet for at sende ham til rettergang i Rom. Interessant er det derfor, at Cicero sammenligner værdien af borgerretten med at have kontakt til folk, som kan garantere ens identitet og hjælpe i problematiske situationer - med andre ord patroner. Således får vi indirekte et glimt af patronens betydning. Vi er nu ved at bevæge os ned til mere ydmyge lag i det sociale hierarki. Hér kunne støtten også antage en helt anderledes usofistikeret form. Således fortæller Sveton, at den senere kejser Claudius' vicevært (forvalter af egendommen) forsøgte at komme Claudius' lejere til undsætning i en strid om retten til at sælge varm mad. Desværre for viceværten og lejerne, var Claudius' auctoritas på dette tidspunkt ikke stor nok til at afholde [p. 21] aedilen fra at give dem en bøde og viceværten en omgang pisk.(Note 76) I dette tilfælde var hjælpen altså ikke meget værd, men der skal ikke meget fantasi til at forestille sig uoverenstemmelser på et mere jævnbyrdigt niveau, hvor den kunne have gjort en forskel. Man kan derfor spørge sig, om byernes handels- og forretningsliv kunne have fungeret uden patroners beskyttelse? Ville det ikke være blevet kvalt i konflikter?(Note 77) I tilfældene fx med Avianus Flaccus og de puteolianske købmænd vil det ikke være rimeligt at se patronen som økonomisk bagmand for deres aktiviteter. Men det rokker ikke ved, at han kunne forvente sig gentjenester af en eller anden art. En præcis ansættelse af disses omfang var som regel ikke mulig (hvilken værdi skal man sætte en anbefaling til?) og var måske heller ikke så vigtig. I patron-klient forholdet var den sociale prestige, som patronen opnåede ved at overføre beneficia på sine klienter, en meget væsentlig faktor, og evnen til at uddele beneficia var bestemmende for størrelsen af klientskaren. Det var vigtigt for aristokraten at have et stort net af klienter ikke mindst til at iscenesætte sin ydre fremtræden. Dets størrelse var grundlaget for hans sociale gennemslagskraft, hans status og dermed hans magtposition. Derfor ser man også eliten optræde som patroner for diverse collegia herunder de handlendes. Heller ikke hér er der tale om økonomisk bagmandsvirksomhed, men netop et forsøg på at sikre sig opbakning fra nogle befolkningsgrupper. Det kunne fx give sig udslag i opstilling af æresindskrifter, statuer eller som i Pompeji støtteerklæringer fra collegia under valgkampen til politiske embeder.(Note 78) Alt i alt tegner der sig et billede af en handelssektor, hvor en stor del er knyttet til samfundets øverste lag gennem krydsende bånd af meget varierende tæthedsgrad, og hvor økonomiske og sociale, statusmæssige motiver blander sig med hinanden. Denne er derfor næppe et godt udgangspunkt for et antikt bourgeoisi. Men der er næppe heller tale om, [p. 22] at eliten kontrollerede handelssektoren gennem slaver, frigivne og klienter, som H. Pleket har plæderet for.(Note 79) Snarere kan man opstille den hypotese, at de øverste samfundslag økonomisk og socialt penetrerede byernes handel og håndværk, som det er forsøgt illustreret i figur 1.(Note 80)
Fig 1. De lodrette pile markerer patron-klient udvekslingsforhold. De 3 vandrette niveauer afspejler henholdsvis eliten, den succesfulde frigivne eller handlende med folk under sig og den lille handlende fx en tabernarius. Når de er forskudt i forhold til hinanden, er det netop for at markere, at nogle kunne agere uafhængigt, mens andre havde en patron bag sig. Modellen må ikke forståes statisk. Den samme person kunne, som vi har set, i nogle tilfælde agere mellemmand, i andre fungere på egen hånd. Den stiplede linje illustrerer således, at også de ellers uafhængige kunne få brug for en patron til retshjælp eller anbefaling m.m. og derfor måtte yde en gentjeneste.
Eksistensen af sådanne i høj grad klientelistiske forbindelser mellem elite og handel/håndværk har fået mange til at afvise, at social status skulle have en væsentlig betydning for økonomien. Dens effekt lå i den sociale organisering af handels- og håndværkssektoren. Dvs. man har primært betragtet eksistensen af mellemmandsforhold som en måde for eliten til at omgå ideologien.(Note 81) Men med patron-klient forholdet kommer der som nævnt også en statusmæssig dimension ind i billedet. Den enkelte aristokrat får ikke blot en økonomisk, men også en social interesse i sin mellemmand. I dette forhold har Jens Erik Skydsgaard foreslået at se en væsentlig baggrund for den fragmentering af erhvervsstrukturen, [p. 23] som allerede Rostovtzeff hævdede forhindrede udviklingen af en egentlig industri i antikken. Det svagt udviklede marked udgjorde en dårlig stimulus til at effektivisere gennem koncentration af ressourcerne. On the other hand the splitting-up of production into many small units gave the well-to-do an enormous social and political prestige, which for him was more precious than increased profit.(Note 82) Et sådant system er med andre ord ikke velegnet til at udvikle »den kapitalistiske ånd« med dens stadige krav om profitmaximering. Faktisk synes den hér iagttagede sammenblanding af sociale og økonomiske faktorer at umuliggøre en kapitalistisk kalkulerende rationalitet, idet en sådan er karakteriseret ved en klar adskillelse af de forskellige faktorer, så en nøjagtig sammenlignende kalkyle kan foretages. Og en sådan synes netop at mangle i antikken.(Note 83) Finleys status-model er ofte blevet misforstået derhen, at aristokratiet var uinteresseret i økonomisk vinding, men blev drevet af en irrationel drift efter ære/status. Det var Finley næppe helt uden skyld i, idet han i sin analyse fastholdt et skel mellem økonomisk rationalitet og en mere irrationel grådighed.(Note 84) Men det hensyn til status, som synes at ligge under aristokratiets investeringspraksis såvel i landbrug som i byerhverv, kan næppe ses som irrationelt. Tværtimod var høj status udtrykt ved et stort følge af afhængige et væsentligt element bag aristokratens adgang til den politiske magt, som om noget også gav rigdom.(Note 85) En af sociologiens og antropologiens væsentligste indsigter har været, at en kapitalistisk rationalitet langt fra er »naturlig« for mennesket. Max Weber fandt således, at kapitalismen var et udslag af puritanismens overførsel af middelalderens munkeaskese fra klostrene til samfundet som sådant - altså en i cartesiansk forstand irrationel impuls. Senere er man gået et skridt videre og peget på, at en kapitalistisk vækstorienteret rationalitet kun under særlige forhold vil være rationel. Man kunne hér nævne den danske økonom Ester Boserup, der i sin The Conditions of Agricultural Growth påpegede, at effektiviseringer og produktionsforøgelse i et præindustrielt landbrug ofte kun kunne opnåes ved en i forhold til ud- [p. 24] bytteforøgelsen kraftigere forøgelse af arbejdsindsatsen.(Note 86) Samtidig har den amerikanske marxistisk orienterede økonom Karl Polanyi gjort opmærksom på, at rational action is the relating of ends to means...What should be the end of man, and how should he choose his means?...these questions...imply motivations and valuations...(Note 87) Disse indsigter har den amerikanske antropolog Marshal Sahlins fornylig sammenfattet til et generelt billede i sin bog How 'natives' think : about Captain Cook for example. Heri argumenterer han i skarp polemik mod Gananath Obeyesekere overbevisende for, at rationalitet ikke kan anskues som et universelt fænomen, men at den tværtimod er forankret i hver enkelt kulturs verdensbillede - ontologi. Dvs. different cultures, different rationalities.(Note 88) Man kunne måske derfor i et forsøg på at overskride den gamle modsætning mellem primitivister og modernister tale om en status-rationalitet? Når Caesar i sin beretning om borgerkrigen erklærede, at for ham havde æren (dignitas) altid været først og vigtigere end livet, behøver vi ikke straks beskylde ham for hykleri. For i samme åndedrag afslørede han, at der i høj grad fulgte realia med stor ære, som fx feltherremyndighed eller et konsulat.(Note 89) [p. 25] Litteraturliste Astin, A. E.: Cato the Censor, Oxford 1978. Bang, Peter Fibiger: Subjektivitetens problem. Studier i Rostovtzeff og Finley. Klassiker-foreningens Meddelelser, 152, April 1994, s. 27-41. Bakhtin, M: Rabelais and His World, (overs. af Hélène Iswolsky), Cambridge, Massachusetts 1968. - From the prehistory of novelistic discourse, Modern Criticism and theory. A Reader. Lodge, David (red.), London & New York, 1988, s. 125-156. Findes også i Bakhtin, M.: The Dialogic Imagination: four essays, 1981. Brunt, P. A.: The Equites in the Late Republic, Second International Conference of Economic History, Aix-en-Provence 1962, Bd. 1, Trade and Politics in the Ancient World (ed. M. I. Finley), Paris 1965 s. 117-49. - Nekrolog over M. W. Frederiksen i Journal of Roman Studies 1980. Boserup, E.: The Conditions of Agricultural Growth, Chicago 1965. Carandini, Andrea: Pottery and the African economy, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker), London 1983 s.145-162. Carlsen, Jesper: Vilici and Roman Estate Managers until AD 284, Rom 1995. Christiansen, E.: Sociale og Økonomiske Forhold i Antikken, 1975. - Marx, Slaver og Antikken, Historisk Tidsskrift bd. 82:1, 1982 s. 63-94. - The Roman Coins of Alexandria. Quantitative Studies, bd. I-II, Aarhus 1988. - Romersk Historie, Aarhus 1989. Crook, J. A.: Law and Life of Rome, New York 1967. Damsholt, Torben & Saxtorph, Niels M.: Forskningshistorisk Efterskrift til: Poul Nørlund: Det romerske slavesamfund under afvikling, (fotografisk genoptryk af originalen fra 1920) København 1982, s. 329-343. D'Arms, J. H.: M. I. Rostovtzeff and M. I. Finley. The Status of Traders in the Roman World, i Ancient and Modern. Essays in Honour of Gerald F. Else (eds. D'Arms & Eadie), Ann Arbor 1977 s.159-79. - Commerce and Social Standing in Ancient Rome, Cambridge, Massachusetts 1981. Duff, A. M.: Freedmen in the Early Roman Empire, (1928) Cambrige 2. udg. 1958. Finley, M. I.: Classical Greece, Second International Conference of Economic History, Aix-en-Provence 1962, Bd. 1, Trade and Politics in the Ancient World (ed. M. I. Finley), Paris 1965 s.11-35. - Ancient Slavery and Modern Ideology, London 1980. - Technical Innovation and Economic Progress in the Ancient World, Economy & Society of Ancient Greece (eds. Saller & Shaw) 1981 s.176-95. - The Ancient Economy, (1973) 2. udg., London 1985. Frederiksen, M.: Theory, Evidence and the Ancient Economy (anmeldelse af Finley 1985), The Journal of Roman Studies 1975 s.164-71. Fukuyama, F.: The End of History and the Last Man, London 1992. Garnsey, P: Urban property investment, Studies in Roman Property (ed. M. I. Finley) 1976, s. 123-36. [p. 26] - Independent Freedmen and the Economy of Roman Italy under the Principate, Klio 63, 1981 s.359-71. - Grain for Rome, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker), London 1983 s.118-30. Gellner, E.: Plough, Sword and Book, Chicago 1988. Harris, W.: Roman Terracotta Lamps: The Organisation of an Industry, The Journal of Roman Studies 1980 s.126-45. Hindsholm, S.: Plautus' verden, Studier fra Sprog og Oldtidsforskning bd. 98, København 1990. Hopkins, K.: Conquerors and Slaves, Cambridge 1978. - Taxes and Trade in the Roman Empire (200 B.C.-A.D. 400), The Journal of Roman Studies 1980 s. 100-25. - Introduction, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker), London 1983 s. ix-xxv. Humphreys, Sally C.: Economy and Society in Classical Athens, Annali della Scuola Normale Superiore di Pisa. Classe de Lettere e Filosofia, 39, 1970 s. 1-26. Jones, A. H. M.: The Later Roman Empire 284-602, Oxford 1964. Kaser, M.: Das Römische Privatrecht bd.1, 2. udg.(1. udg. 1955), München 1971. Kierdorf, W.: Sueton: Leben des Claudius und Nero, Paderborn 1992 Love, J.: Antiquity and Capitalism, London & New York 1991. Meijer, F. & Nijf, Onno van: Trade, Transport and Society in the Ancient World. A Sourcebook, London & New York 1992. Millet, P.: Maritime loans and the structure of credit in fourth-century Athens, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker), London 1983 s.36-52. Montgomery, Hugo: Saint Cyprian's Secular Heritage, Studies in Ancient History and Numismatics presented to Rudi Thomsen, (Christiansen, Damsgaard-Madsen, Hallager eds.), Aarhus 1988, s. 214-223. Mouritsen, Henrik: Elections, Magistrates and Municipal Élite. Studies in Pompeian Epigraphy, Annalecta Romana Instituti Danici, Supplementum 15, Rom 1988. Nørlund, P.: Det romerske slavesamfund under afvikling, (fotografisk genoptryk af originalen fra 1920) København 1982. Obeysekere, Gananath: The Apotheosis of Captain Cook. European Mythmaking in the Pacific, Princeton 1992. Osborne, R.: Pride and prejudice, sense and subsistence: exchange and society in the Greek city, City and Country in the Ancient World (eds. Rich & Wallace-Hadrill), London & New York 1991 s.119-45. Pleket, H.: Urban elites and business in the Greek part of the Roman Empire, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker) London 1983 s.131-44. - Urban Elites and the Economy in the Greek Cities of the Roman Empire, Münstersche Beiträge zur antiken Handelsgeschichte, bd.III,1 1984 s. 3-36. Polanyi, Karl: The Livelihood of Man, London 1977. Pucci, Giuseppe: Pottery and trade in the Roman Period, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker), London 1983 s.105-117. Rostovtzeff, M. I.: The Social and Economic History of the Roman Empire, Oxford 1926. [p. 27] Sahlins, Marshall: How »Natives« think : about Captain Cook for example, Chicago 1995. Saller, R.: Personal Patronage under the Early Empire, Cambridge 1982. - Patronage and friendship in early imperial Rome: drawing the distinction, Patronage in Ancient Society (ed. A. Wallace-Hadrill), London & New York 1989 s. 49-62. Shatzman, I: Senatorial Wealth and Roman Politics, Bruxelles 1975. Shaw, B. D. & Saller, R. P.: Editors' Introduction, i M. I Finley: Economy and Society in Ancient Greece, 1981 s. ix-xxvi. Skydsgaard, J. E.: The Disintegration of the Roman Labour Market and the Clientela Theory, Studia Romana in honorem Petri Krarup Septuagenarii, 1976 s. 44-48. - Public Building and Society, Analecta Romana Instituti Danici, Supplementum X, 1983 s. 223-227. Tamm, D.: Retshistorie bd.2. Romerret og Europæisk Retsudvikling, København 1991. Tchernia, André: Italian wine in Gaul at the end of the Republic, Trade in the Ancient Economy (ed. Garnsey, Hopkins & Whittaker), London 1983 s. 87-104. Treggiari, S.: Roman Freedmen during the Late Republic, Oxford 1969. Wallace-Hadrill, A.: Patronage in Roman society: from Republic to Empire, Patronage in Ancient Society (ed. A. Wallace-Hadrill), London & New York 1989 s. 63-87. - Elites and trade in the Roman town, City and Country in the Ancient World (eds. Rich & Wallace-Hadrill) , London & New York 1991 s.241-72. Weber, M.: Die Protestantische Ethik under der Geist des Kapitalismus, i Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie bd. 1, Tübingen 1920. - Forordet til Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie bd. 1-3, Tübingen 1920-21. Whittaker, C. R.: Do theories of the ancient city matter? Urban Society in Roman Italy (eds. Cornell & Lomas), London 1995 s.9-26 Wiseman, T. P.: New Men in the Roman Senate 139 B.C.-14 A.D, 1971. Østergård, Uffe: Den Antikke Produktionsmåde, Den Jyske Historiker, 5.
årgang, nr. 5-6, 1973, s. 4-42.
Noter: Note 1. Note 4. Note 5. Note 7. Note 8. Note 9. Note 10. Note 11. Note 12. Note 13. Note 14. Note 16. Note 17. Note 18. Note 19. Note 20. Note 21. Note 23. Note 25. Note 27. Note 28. Note 30. Note 31. Note 32. Note 33. Note 34. Note 35. Note 36. Note 37. Note 38. Note 39. Note 40. Note 41. Note 42. Note 44. Note 47. Note 48. Note 49. Note 51. Note 52. Note 53. Note 54. Note 55. Note 56. Note 57. Note 58. Note 59. Note 60. Note 61. Note 62. Note 63. Note 64. Note 65. Note 66. Note 67. Note 68. Note 69. Note 70. Note 71. Note 72. Note 73. Note 74. Note 75. Note 76. Note 77. Note 78. Note 80. Note 81. Note 82. Note 83. Note 84. Note 85. Note 86. Note 88. Note 89.
|
