Historisk Tidsskrift
Copyright © by Den danske historiske Forening.

ANMELDELSE

Observations on the State of Negro Slavery in the Island of Santa Cruz, the Principal of the Danish West India Colonies, with Miscellaneous Remarks upon Subjects Relating to the West India Question and a Notice of Santa Cruz. Edited by ARNOLD R. HIGHFIELD. Antilles Press, St. Croix. 1996. XXXIV + 126 s. (97:1, 221-222)

Professor Arnold R. Highfield fra University of the Virgin Islands har de senere år været stærkt engageret i arbejdet med tilgængeliggørelse på engelsk af klassiske beskrivelser af det tidligere Dansk Vestindien. Nu har han genudgivet afhandlingen fra 1829 om slaveriet på Sankt Croix, idet han har forsynet den med en værdifuld introduktion.

Afhandlingen blev oprindelig udgivet anonymt i London; men Highfield demonstrerer overbevisende, at forfatteren må være den britiske søløjtnant Brady, som 1827-1828 rejste rundt i Caraibien og til slut tilbragte et halvt år hos sin broder, der var forvalter på plantagen Mannings Bay på Sankt Croix. Denne sukkerplantage var med sine 300 acres og 136 slaver ganske typisk for forholdene på de danske øer.

Bradys beskrivelse er nok vor bedste kilde til forholdene på plantagerne i 1820'erne. Fremstillingen er naturligvis primært set fra de hvides side; men Brady var ingenlunde blåøjet, og han gjorde sig sine egne iagttagelser og overvejelser om slaveriet. Han var en moderat modstander af slaveriinstitutionen, og hans indstilling var, at slaveriet måtte afskaffes, dog mod passende kompensation til slaveejerne for deres tab.

Netop i 1820'erne var slaveriets hele fremtid meget usikker, og diskussionen om dets afskaffelse var højaktuel, især i Storbritannien, så spørgsmålet var snarere, hvordan slavefrigørelsen skulle gribes an, end hvornår den ville finde

[p. 222]

sted. Desuden var årtiet karakteristisk ved slavebefolkningens hastigt faldende omfang og den deraf affødte mangel på arbejdskraft.

På Jomfruøerne formåede man ikke at imødegå disse grundlæggende problemer og mindske den omsiggribende modstand mod slaveriet. De danske myndigheder havde ganske vist siden slavehandelens afskaffelse i 1803 forsigtigt arbejdet på at forbedre slavernes kår for derved at kunne holde slaveriet intakt indtil videre. Desuden håbede man, at individuel frigivelse af slaver eller disses egenfrikøb efterhånden ville mindske problemerne. Men alt var uden synderlig virkning. Hertil kom, at plantageejerne ikke investerede i moderne arbejdsbesparende redskaber og maskiner, som kunne have lettet slaverne for noget af det hårde fysiske arbejdspres. Som bekendt tog de ufrie sagen i egne hænder ved oprøret i 1848, der endte med en hovedkulds ophævelse af slaveriet i Dansk Vestindien.

Bradys afhandling falder i tre dele. Den første og langt mest omfattende beskriver levende og kompetent negerslaveriet under overskrifter som sukkerproduktion, boligforhold, føde, retsstilling, straffe, ægteskabsforhold, religion og så videre. Hertil kommer det andet og kortere afsnit om plantagerne, deres størrelse og produktionsapparat samt om deres hvide forvaltere, hvis moralske habitus og opførsel Brady er temmelig kritisk overfor. Endelig omfatter afhandlingen en meget kortfattet tredie del om Dansk Vestindien i almindelighed og Sankt Croix i særdeleshed.

Arnold Highfields tilgængeliggørelse af det værdifulde kildeskrift vil sikkert blive værdsat, såvel blandt historikere med interesse for negerslaveriet i dettes sene fase som blandt slavernes efterkommere på Sankt Croix.

Erik Gøbel